Jeg vil lige advare på forhånd – det her blogindlæg bliver et meget positivit og måske til tider, sentimentalt et af slagsen, men jeg håber at I vil bære over med mig.
Vi har nu været i Ghana i en måned, og tiden er simpelthen bare fløjet afsted. Alligevel har jeg det også nogle gange som om jeg har været her meget længere end det egentligt er tilfældet.
I fredags havde vi sidste arbejdsdag på skadestuen og det var en dag, jeg havde frygtet. Vi er blevet taget så godt imod dér og har det SÅ godt med personalet. Derudover ligger det midt i hospitalet, så vi er også kommet til at kende mange af de andre fra de andre afdelinger; operationsgangen, laboratoriet, apoteket, psykiatrien, HIV-klinikken osv. osv. Flere af dem ser vi også i fritiden, vi har bl.a. været til fodboldkamp og ude at svømme – mere om det senere, så det har været den helt optimale opstart her i Ghana.. Folk er så hamrende søde og har bare budt os velkomne med åbne arme. Det har føltes helt naturligt, der har ikke været gjort et stort nummer ud af os, men vi er bare blevet lukket med ind i “gruppen” og hevet med. Det er jeg så taknemmelig for, for det har gjort det så nemt for os at falde ind i en hverdag hernede.
Nogle gange kan deres gæstfrihed dog godt blive lidt et “problem”, for vi får ikke lov at betale noget som helst, hvis vi er ude med dem, og det er lidt anstrengende, at skulle “kæmpe” for at få lov at betale for fx sin egen sodavand. Den anden aften da vi havde været på aftenvagt, fulgte de os ud for at finde en taxi fordi det var mørkt og lidt sent, og inden vi får set os om er der betalt for taxaen, selvom de ikke engang skulle med. Det er et uvant, luksusproblem – det ved jeg godt. Men nogle gange ville jeg bare gerne have lov til at betale for mig selv. Som jeg også har nævnt i et tidligere blog-indlæg, er det også helt anderledes fra Kenya, hvor jeg godt kunne forvente at skulle betale alt, både for mig selv og andre, hvis jeg var nogle steder, så det er MEGET underligt for mig, pludseligt at stå i denne situation.
Jeg har også fået mange flere pige-venner hernede. I Kenya var hele min omgangskreds, fyre, for pigerne ville for det meste ikke snakke med mig, og sad mest og stirrede ondt i et hjørne uden at hilse. Hernede er det helt anderledes, jeg har mødt nogle (endnu flere søde mennesker) virkelig cool piger på hospitalet, og det er en fornøjelse at hænge ud med dem.
Vi snakker rigtigt meget om forskelle på Ghana og Danmark. De største forskelle er nok holdningen og synet de har på ægteskab og forhold, samt religionen. Jeg tror virkelig, at jeg har rodet godt op i nogle verdensforestillinger, med nogle af de udtalelser jeg er kommet med, men de har taget det meget pænt. Den anden aften var vi ude med to af de studerende Albert og Dominique og endnu en gang faldt samtalen på religion. De går i kirke hver søndag, beder til Gud osv. osv. osv. Og Alberts ansigt da jeg fortalte at jeg ca. kun gik i kirke til jul, at jeg kun havde bedt til Gud, seriøst, en gang i hele mit liv, og at det, hvis det nu skulle være, var bedre at komme med tømmermænd i kirke end i skole, var simpelthen priceless – han lignede en der slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Men ligesom alle andre tog han det rigtigt pænt, og han prøvede, selvom det var svært for ham, at forstå hvordan vi lever i Danmark.
Et spørgsmål vi næsten dagligt får stillet er: “…So when are you getting married?”. Hertil svarer jeg altid, at det ved jeg ikke, da jeg ingen kæreste har, og at det heller ikke er noget jeg sådan går og tænker på, da jeg ikke føler at jeg har travlt. Men sådan ser de fleste ghanesere, som jeg har mødt, ikke på det. De ser ægteskabet, som det ultimative mål for livet, og flere af dem er helt stressede over det, selvom de ikke er meget ældre end os. Flere har forældre som ikke vil acceptere at de dater, medmindre det er “seriøst”, i det her tilfælde at formålet med forholdet er ægteskab. Mange forhold hernede, har jeg indtryk af, finder sted i hemmelighed, fordi forældrene, hvis de finder ud af det, vil forvente at det måske er mere seriøst (læs:ægteskab), end det egentligt er for parret. Flere af vores venner har også fortalt om, hvordan de har måtte snige sig ud for at se deres kærester, fordi deres forældre ikke har måtte vide det. Det må være svært at være ung hernede og være fanget midt i så gamle og stærke traditioner som stadig hersker i især deres forældres og bedsteforældres generationer, og samtidig leve i en moderne tid, hvor det er lidt andre regler og normer der gælder og de bare prøver at være unge ligesom alle andre. Det må være svært at navigere, have sig selv med hele vejen igennem, og samtidig stille sine forældre, samfundet og ikke mindst sig selv tilfreds.
Her i weekenden har vi haft travlt. Vi har været hjemme i Nsuta, da vi havde en masse aftaler med folk, så vi havde ikke lyst til at rejse væk. Det sker efterhånden lidt tit, at vi hellere vil være hjemme end ud at se landet. Vi er allerede begyndt at snakke om, at den sidste uge hvor vi ellers havde tænkt os at rejse rundt bl.a. til nord Ghana, at vi måske bare skulle blive her og være sammen med vores venner hér, mens vi havde chancen for det – så skide være da med nogle malede lerhytter i Tamale. Nu må vi se, hvad det ender med vi gør.
I fredags var vi til fodboldkamp med hospitalet. De skulle spille mod lærerne fra en nærliggende skole, så vi tog med for at heppe. Det var en fest! De råbte og skreg og dansede og sang, så det var en hel fornøjelse. Og selvom vi tabte 2-1 var der højt humør. Camilla og jeg blev udråbt til Team Nurses og den medbragte førstehjælpskasse blev overdraget til os. Vi morede os lidt over, at de valgte de to eneste studerende, når der nu var et helt hold fyldt med sygeplejersker og andet hospitalspersonale, men vi skulle jo nødigt kede os! Heldigvis var der kun småskader som hudafskrabninger, så vi klarede den lige.
Lørdag tog vi sammen med en flok fra hospitalet til en nærliggende pool i Jamasi. Vi kørte afsted i et par biler, og inden vi kørte var Father fra HIV-klinikken og Henry fra operationsgangen lige inde og hente et stetoskop og en kasse kondomer. Det lyder lidt suspekt, og det er det på sin vis også. Stetoskopet blev hængt op i bakspejlet, for at politiet ikke skulle stoppe os ved vejafspærringerne, og hvis det skulle ske og de ikke ville lade os køre videre, skulle politibetjentene så bestikkes med kassen med kondomer. Det er korruption på et helt nyt plan. Det skete dog ikke, så alle tingene kom med hjem til hospitalet igen.
Vi skulle lære dem at svømme, og det var ganske underholdene. Poolen var ganske vidst lidt grøn af alger, men vi blev enige om at med det selskab vi var i, var risikoen for diarre værd at løbe. At svømme lærte de ikke, men de har allerede snakket om at vi skal afsted igen, så kan det jo være at der er lidt mere der hænger ved. Det var virkelig sjovt i hvert fald. Når de ikke var ved at drukne sig selv eller hinanden, lavede de maveplaskere og dansede, så det var bestemt en god dag med godt selskab. Om aftenen skulle vi ud at fejre Junior’s (fra familien) 21 års fødselsdag i Nsuta. Så vi gik på bar, og selvom det var lørdag og de normalt ikke går i byen dér pga. kirke om søndagen, fik de drukket sig en kæp i øret, og han blev fejret på behørig vis med vand, gaver og hvad der ellers måtte høre sig til her i Ghana.
I morgen tager holder vi studiedag og tager op på hospitalet for at læse, sige “farvel” til skadestuen, selvom vi nok kommer til at se flere af dem i fritiden, samt sige hej til fødegangen, hvor vi har første arbejdsdag tirsdag. Jeg er meget spændt på hvordan det bliver, og jeg glæder mig til at fortælle mere om det.
Som I nok kan høre behandler livet, Ghana og ghaneserne os godt, så jeg håber bare at den næste måned ikke går ligeså hurtigt som den foregående. Som den sidste lille note vil jeg bare fortælle, at jeg er ved at blive en ganske habil kakkelak-dræber og på den måde prøver jeg at holde dyrebestanden i vores lille hjem nede. Jeg har en mindre myrekoloni i min computer, i skabet og i vasken, mider i toilettet, ubehagelige store, behårede edderkopper i skabet, kakkelakker under sengen og firben på terrassen. Det er bare ren hygge – men man kan jo også vænne sig til meget.
Det var alt for nu, hvis nettet er med mig, kommer der nok nogle billeder op inden længe.
Kh. Fra Ghana!
Josephines rejser 